Sarahs historie: Jeg må have det præcis, som jeg har det.

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn - gerne inden, jeg blev 30. Og jeg har faktisk været klar siden starten af 20'erne.

Min kæreste og jeg har nu været sammen i næsten 9 år, men alligevel skulle der gå 5 år, inden han følte sig "klar". Vi havde en klar aftale om, at når han var klar, så skulle det ske. Og en dag var han klar og så var "selvfølgen" jo, at det bare skete.

Månederne gik, min cyklus var 100% regelmæssig, og måned efter måned kom min menstruation. Hurtigt brugte vi appen til at tracke mine fertile dage, men det virkede heller ikke. Efter et års tid besluttede vi at søge hjælp, og vi blev undersøgt i hoved og r**. Intet galt - er det godt eller skidt? ... Vi kom på venteliste til insemination i det private, og efter 3 mislykkedes forsøg, var det videre til det offentlige og de 3 IVF-forsøg.

Allerede der kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde svært ved at være i det mentalt. Jeg har tidligere i mit voksenliv haft god effekt af at tale med en psykoterapeut om andre emner, hvorfor jeg ikke var ét sekund i tvivl - jeg skulle tale med nogen, ellers ville jeg ikke kunne være i det. Koste hvad det koste vil, for jeg stod med en følelse af at mislykkes, være en fejl, ikke kunne præstere det, som "alle" andre kvinder kan - helt fra naturens side. Det værste var, at jeg ikke anede, hvorfor. Havde vi dog bare fået en forklaring på, hvorfor det ikke gik, men en læge sagde til os en dag: " I er bare et dårligt genetisk match". Hvad mente han dog med det ? Det virkede slet ikke som om, at han forstod, hvad vi var midt i. Ja tak, nu har vi brugt så mange år på at lære hinanden at kende og blive sikre på, at det skulle være os to, og så kommer sådan en bæ i hovedet. Den skulle vi lige sluge, men den dag i dag sidder det fortsat DYBT i mig.

Vi hørte under "ufrivillig barnløs". At skulle have hjælp til at lave et barn. At måske slet ikke ende ud med et barn. Ikke at vide, hvad fremtiden ville bringe. Vi oplevede ingen i det offentlige/private bruge tid på det psykiske aspekt i fertilitetsbehandlingen, selvom det faktisk er det, der fylder mest. Jo, måske fik vi en brochure stukket i hånden på vej ud ad døren om et eller andet, men hvorfor skulle den være så vigtig, hvis de ikke valgte at samtale om det, når vi var der?

Derfor lavede jeg en hurtig google-søgning på, hvor jeg kunne få samtalehjælp hurtigst muligt, og jeg fandt Thilde. Jeg tog kontakt og fik straks en tid til samtale. I mellemtiden skulle det så vise sig, at noget meget nær familie (på min kærestes side) pludselig blev gravide - og de havde været kærester kortere tid, end vi havde forsøgt at lave en baby. Det var den største mavepuster, jeg nogensinde har oplevet. Jeg var SÅ ødelagt, knust, i krise og helt nede, hvor det sorte i kulkælderen ikke længere er.

Jeg ville have mig selv med

Hos Thilde oplevede jeg straks en særlig connection og tillid - i og med hun vidste, hvad jeg havde været igennem, hvad der ventede og hvilke følelser, det kunne vække. Bare det at tale med en, der forstod mig. Forløbet startede midt i orkanens øje, og der var rigeligt at tage fat på. Dog følte jeg, at jeg havde valgt det rigtige tidspunkt at opstarte forløbet, da jeg endnu ikke havde tabt mig selv helt. Mit mål med samtalerne var, at jeg skulle komme igennem fertilitetsforløbet med begge ben på jorden og have mig selv med hele vejen - så godt det nu kunne lade sig gøre.

Thilde gav plads til at lytte, men fangede også meget hurtigt nogle områder, som hun straks blev nysgerrig på, spurgte ind til og som virkelig udfordrede mig og min måde at tænke det hele på. Min drøm har altid været, at jeg skulle gøre min kærestes forældre til bedsteforældre først - de har en helt særlig betydning for mig, og selvfølgelig skulle jeg give dem den gave. Men sådan var verden ikke længere. Vi talte om, at det er svært at ændre på, og jeg har lært, at bedsteforældre bliver lige glade og stolte - uanset hvilket nummer barnebarn, de får.

Samtalerne har givet mig lov til at være i mine svære følelser, give plads til dem og anerkende og acceptere dem - for de forsvinder ikke. Dog kan de arbejdes med, således de ikke fylder så meget og laver en stor knude i maven, der kun formår at vokse.

En forskel, der kan mærkes

Efter hver session er jeg gået fra Thilde med røde øjne, men samtidig en vældig lettet fornemmelse, og en masse stof til eftertanke, omend jeg nogen gange havde svært ved at huske, hvad vi talte om. Dog kunne jeg være sikker på, at Thilde ikke havde glemt det, for hun sad troligt og tog små noter under hver samtale, så vi ikke skulle samle hele forløbet op hver gang. Det gav mig en god følelse af at blive taget seriøs og modtage støtte og hjælp. Jeg er sikker på, at de samtaler har gjort, at jeg har bevaret optimismen og kunnet være i forløbet. Desuden var det et sted, hvor jeg kunne sige lige, hvad jeg ville - uden at blive dømt. Endda oplevede jeg forståelse og at blive hjulpet til at forstå mine tanker og tolke dem.

Jeg afsluttede forløbet efter 6 samtalegange, hvor jeg stod med en følelse af, at nu havde jeg en godt fyldt værktøjskasse med redskaber, som jeg kunne hive op, når det blev nødvendigt. Jeg var også klar overfor mig selv omkring, at hvis jeg fik "tilbagefald", så ville jeg straks søge flere samtaler hos Thilde.

Var det bare det?

Inden den sidste samtale lykkes det os endelig at blive gravide. Og nøj, hvor var det faktisk bare total antiklimaks, at det lykkedes. Jeg havde fået taget blodprøver en morgen og fik svar senere på dagen. Dog havde jeg ikke kunnet lade være med at tage en test hjemme, men tanken om, at nu var vi gravide - jo den var altoverskyggende og vi var super glade, men alligevel - "var det bare det?". Mega underligt at have det sådan. Og kunne jeg nu tillade mig ikke at være hoppende af glæde? Ja, faktisk! For det lærte jeg hos Thilde - det er okay at have det lige præcis, som jeg har det.

Men det er faktisk heller ikke nemt bare at være i den gruppe nu. Derfor tog jeg en sidste session hos hende for at få snakket om, hvor jeg så er nu, hvilke tanker jeg har og hvordan, det gribes bedst an. Jeg tror aldrig, at man kommer ud af kassen "ufrivillig barnløs", og det er ikke en nem boks at være i, når man så er blevet gravid og pludselig hives ud af den og over i "gravid"-kassen.

Ikke uden konsekvenser

Alle de gange, jeg har stået med en negativ graviditetstest har sat sine spor. Forleden skulle jeg hjemmeteste mig for Covid-19, og da jeg stod med den lille hvide testplade, hvor der kun var 1 streg på, der væltede mit verden igen. BUM! Alle følelserne kom op omkring forløbet, de mange frustrationer, skuffelser osv. Jeg tror, det for altid vil hjemsøge mig på en eller anden måde og dukke op i tide og utide, men det er faktisk også okay, for jeg har ikke lyst til at glemme, hvad min krop, mit hoved, mit liv, parforhold mv har været igennem for at stå her i dag med en tyk mave, der popper om få uger. Det er det hele værd! Hvor er det fedt at kunne sige, at vores lille pige, har været så længe undervejs, været frosset ned til -196 grader (vi har længe kaldt hende Winter Soldier), været tøet op og nu vokset sig stor i min mave. Det gør mig ufattelig glad, og det har styrket vores parforhold på en måde, som kun par i fertilitetsbehandling forstår.

Mor ligesom de andre andre

Jeg kan mærke helt ud i de mindste steder af min krop, at forløbet har styrket mig. Min rolle som mor kommer nok ikke til at skille sig ud fra mange andres. Vi er meget bevidste om, at hun ikke skal pakkes mere ind i vat end, hvis hun var lavet i første huk i forsøgsrækken. Hun skal opdrages med kærlighed, men også en åbenhed omkring, at det var svært at lave hende, og at der har været behov for mange dygtige læger, sygeplejersker og laboratoriefolk omkring os til at få hende lavet. Hun er vores kød og blod, og det indeholder mindst ligeså meget kærlighed, som hvis hun var et produkt af en god omgang lagengymnastik.

Hun skal vide, at hun var nogle meget vedholdende og stærkt kæmpende forældre, der går igennem ild og vand for hende. Og for hinanden.

Om hun får søskende - det ved jeg ikke. Vi håber da, at det kan lade sig gøre, ellers priser vi os lykkelige for, at vi får lov til at få netop hende ud til os.

Sarah Madsen