Anaitas historie: En følsom tak 7 dage efter akut kejsersnit

Denne her kom ind via direkte beskeder på Instagram og gav mig tårer i øjnene. Den blev efterfulgt af endnu en besked om, at jeg gerne måtte dele, hvis ordene kan hjælpe nogen. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at de kan. Tusind tak, Anaita.

”Hej Thilde,

Min smukke dreng kom til verden ved akut kejsersnit mandag nat i sidste uge.

Enden på et sindsygt hårdt graviditetsforløb og mine vilde plukkeveer, som tvang mig sengeliggende indtil 8 måned. Efterfulgt af bækken- og symfyse-løsning, brystbetændelse og her til sidst for meget fostervand, hjerteformet livmoder, at han lå for højt i bækkenet osv osv. 

Fødslen var en igangsættelse på grund af for meget fostervand og fordi, han lå for højt. Blev sat i gang med piller på terminsdagen, det varede fra lørdag morgen til mandag nat. 26 timers smertehelvede som endte i et akut kejsersnit, efterfulgt af infektion, antibiotika, høj feber og fleres dages indlæggelse.

Vi er endelig hjemme, og min lykke er ubeskrivelig. Jeg forstår stadig ikke helt, at han er min - som i slet ikke - og jeg savner ham, når han sover.

Alt, jeg beskriver i starten af beskeden, har absolut ingen betydning, når det kommer til stykket. Men ved at nævne det føler jeg også, at jeg fordøjer, hvad der er sket op til lykken.

Så jeg forsøger her på min helt egen særlige måde ved at fortælle/dele lidt om, hvor svært forløbet har været for mig.

Jeg brugte mine mantraer fra forløbet hos dig under hele fødslen, og jeg er ikke i tvivl om, at blandt andet den med “jeg kommer tættere på ham for hver ve/åndedrag” hjalp mig igennem de mange hårde timer/veer mentalt.

Derudover mindende jeg konstant mig selv om vigtigheden i at finde ro i situationen, og bruge mit åndedrag så meget som muligt.

Jeg er så taknemmelig for at DU og dit forløb var med til at give mig den mentale ro, som var nødvendig for at det hele kunne lade sig gøre, både at blive gravid til at starte med og nu her ved fødslen så mange måneder senere. Og den styrke, og allervigtigst tro på, at det ville lade sig gøre på et eller andet tidspunkt, på den ene eller anden måde, tak.

Tak fordi, du udfordrede mig allerede fra vores første samtale og fordi, du som den første var så ærlig og direkte mod mig. Du prikkede blandt andet til min kontrol og åbnede for en sårbarhed og for følelser, som var nødvendige at mærke.

Jeg havde bare sådan et behov for at dele med dig. Jeg er helt sikkert et kæmpe hormonvrag her på 7. dagen efter fødslen, men er sikker på, at det er det helt rigtige tidspunkt at dele lidt ud. For jeg føler mig sårbar, følsom, total ude af kontrol og bare til stede lige nu og her.

Fortsæt det du gør, og bliv ved med at bare være dig - tænk hvor utroligt mange kvinder, du hjælper i noget så svært -  og faktisk også i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg sender alle, der har brug for det, i din retning, og er ikke et sekund i tvivl om at 10-ugers-forløbet og vores samtaler har haft en kæmpe indflydelse på min graviditet.

Stort knus

Anaita Bendixen”