Stephanies historie: Jeg var en fertilitetsrobot

Før jeg kom til coaching/mentoring hos Thilde, følte jeg mig i en robot-tilstand. Jeg levede efter mine lægetider/hospitalstider og hvornår, jeg skulle tage hormoner - og det var det!

Jeg LEVEDE ikke. Jeg glemte alt andet omkring mig og ville bare klare det hele perfekt. For der var ikke nogen, der skulle kunne komme efterfølgende og sige "tog du ikke den sprøjte lidt for sent?" 

Jeg ekskluderede mig fra min familie og venner - og kunne ikke rigtig overskue andet end at ligge på sofaen - og her faldt jeg så i min mave og Hestenettet-fælden, hvilket fik mit humør endnu længere ned. 

Kort sagt glemte jeg at leve; de ting, som jeg vidste, gav mig overskud og gjorde mig glad, fik jeg bare ikke gjort. Jeg var en fertilitetsrobot og ikke Stephanie i fertilitetsbehandling. 

Efter et negativt svar på første IVF-behandling, som jeg jo ellers havde udført efter bedste evne, besluttede jeg mig for, at hvis jeg skulle "overleve" flere behandlinger uden at miste mig selv fuldstændig og blive deprimeret, så var jeg nødt til at tage affære og gribe andet IVF forsøg HELT anderledes an psykisk. Og netop derfor tog jeg fat i Thilde. Jeg kunne bare mærke, at hele min krop hungrede efter at komme i gang med det arbejde, det er at holde styr på tankerne og sig selv i fertilitetsbehandling, som uden tvivl er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. 

Første session var den hårdeste

Jeg har været til 3 sessions hos Thilde og fik noget nyt med efter hver gang. Første session var den hårdeste, men også den der rykkede allermest. 

Jeg vidste som sagt, at jeg ville gå helt anderledes til værks denne gang, men jeg anede ikke hvordan eller hvor, jeg skulle starte. Da jeg satte mig i stolen hjemme hos Thilde, nåede jeg dårligt nok at introducere mig selv og mit forløb, før jeg stortuede - og det fortsatte bare resten af timen. Vi arbejdede meget med min frygt for, at "gå ned på det" og min frygt for at få en depression - og det gik bare op for mig, at for at kunne være i behandlingen, var jeg nødt til at give slip på følelserne og ligesom være i dem. Ikke skubbe dem væk for at være stærk, for det gjorde mig egentlig bare mere usikker. Vi arbejdede med, at jeg skulle "eje" følelserne og være i dem - og helt ærligt, så var jeg mega lettet efter at have tudet. 

Yoga for fertililet var fyldt med ressourcestærke kvinder

Efter lettelsen skulle der lægges en plan for, hvad der så skulle ske, og hvordan jeg fandt overskud i noget så drænende som et fertilitetsforløb. Vi fandt sammen 3 ting, som jeg skulle arbejde på at få indført i et nyt fertilitetsforsøg - og det var ting, som før hele fertilitetslivet, havde givet mig overskud, og de skulle (gen)indføres i små steps. 
Desuden fandt vi frem til, hvorfra trangen til at google og søge på Hestenettet opstod - og den opstod, når jeg havde brug for at spejle mig i andre kvinder, som gik igennem det samme som mig. Her foreslog Thilde sit forløb Yoga for fertilitet - og DET var lige, hvad jeg havde brug for - Thilde sagde til den første yogatime: "dette rum er fyldt med ressourcestærke kvinder", og der havde jeg bare lyst til at tude - for det var PRÆCIS det, jeg havde brug for. Et frirum, hvor alle bekymringer, tanker og følelser omkring uforklarlig ufrivillig barnløshed bare havde rum.   

Jeg fik luft og rum til at være i mine følelser
Thilde som coach er rolig og lyttende, men efter det, kommer de svære spørgsmål - og for mig var det den perfekte tilgang. For jeg fik luft og rum til at være i mine følelser, men jeg blev også "sendt et sted hen" eller "fik en plan" for alle følelser og bekymringer. Det var præcis det, der gjorde, at jeg fik grebet 2. IVF forsøg HELT anderledes an - og derigennem følte, at jeg havde mig selv mere med - og ikke var på depressionsrand. For mig var det også utrolig trygt, at Thilde selv har været behandlingerne igennem.

Blev gravid - og mistede. 

Jeg blev gravid ved 2. IVF forsøg, men til scanningen i uge 8 var der ingen hjertelyd. Av, av for helvede hvor gjorde det ondt i hjertet og hele kroppen. Nu troede jeg jo lige, den var der - den graviditet jeg havde drømt om så længe. NU var det endelig min tur til at få en stor flot mave. Scanningen var en onsdag, udskrabningen skete sent torsdag, og mandag var jeg tilbage på arbejde - ikke fordi jeg skulle bevise noget, men fordi jeg ikke havde flere tårer i mig - jeg skulle ud og være mig igen.

Jeg skyndte mig at planlægge en pigemiddag med masser af alkohol og søgte også lige et nyt job. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig den uge, men der skulle bare ske noget, og mine tanker skulle være på mig og mine behov - ikke fertilitet og alt det, min krop ikke kunne.

Efter 2 måneder ville min kæreste gerne genoptage behandlingen. Han havde før dette udelukkende ladet mig styre forløbet og ladet det være op til mig, hvad jeg havde lyst til at gå igennem hvornår. Så det var første gang, han egentlig kom med et ønske. Jeg havde selv tænkt, at jeg synes vi skulle vente til efter nytårsaften, så vi kunne gøre som vi ville her og ikke tænke på hormoner og sprøjter osv., men i sidste ende tænkte jeg ‘okay, så gør vi det, det kan jo ikke skade - eller umuligt gøre mere ondt end sidst. Jeg gik ind til det her forløb uden forventninger, men med mig selv 110% med - jeg huskede at leve og være MIG under behandlingen - jeg huskede på yogaen og mine samtaler med Thilde. Jeg havde hverken behov for at google eller være på Hestennettet. Desuden havde jeg fået det job, jeg søgte lige efter udskrabningen, så jeg havde alt for travlt med at lære nye ting og være tilstede i det også. 

Og nu...

.... nu ca. 9 måneder senere sidder jeg med min kæmpe mave i uge 39, og skal have en lille søn lige om lidt. Jeg ved godt, det mest irriterende og frustrerende at få at vide under et behandlingsforløb er, at man skal slappe af og ikke stresse, for det kan man bare ikke!

Det er uden tvivl det hårdeste jeg har gået igennem psykisk - men nu kigger jeg på min mave og føler mig lidt ekstra heldig - det lyder super underligt, I know,  men jeg er ret sikker på, at selvom andre gravide også er ovenud lykkelige, så har vores forløb gjort, at jeg nyder og er taknemmelig for hver en lillebitte ting en lillebitte smule ekstra - og det tror jeg skyldes alt det hårde arbejde jeg har gjort med mig selv under det her sindssygt hårde forløb, som det er at være i fertilitetsbehandling. Til alle kvinder og par der gennemgår det; I er fucking seje og fortjener den største respekt! I har uden tvivl min.

En sej klub

Jeg har via Yoga for fertilitet fået et frirum og et unikt fællesskab - langt væk fra sofaen - med nogle af de stærkeste kvinder, jeg nogensinde har mødt. Yoga for fertilitet er virkelig de stærkeste kvinder samlet i et rum. Jeg har fået nogle fantastiske bekendtskaber, hvor man kan tale, grine og græde over alt det de andre ikke forstår - også alt det, der er upassende som jalousien og vreden, som følger med.

Jeg er ikke vildt trænet eller god til yoga, men kan sagtens følge med - og det er bare rart at vide, at man gør noget godt for sin krop samtidig med, man bliver fyldt op mentalt. 

Når jeg cykler hjem fra yoga, er jeg helt fantastisk afslappet og fyldt op med overskud og god samvittighed. Det er en klub, som faktisk er ret sej at være i i en tid, hvor man har følt sig ramt og tvunget ned i en ’kasse’, som man bestemt ikke har lyst til at være i: 'De ufrivillige uforklarlige barnløses klub' bliver erstattet af til 'De sejeste mest ressourcestærke kvinders klub' 

Jeg vil til hver en tid anbefale alle, der er i fertilitets-junglen, at søge råd og vejledning hos Thilde. 

Timingen, tror jeg, er meget individuel. Jeg var fx ikke klar, da jeg var under IUI, men efter et mislykket IVF-forsøg, var det her det bedste, jeg har gjort for mig selv. Og her på den anden side, er jeg fandens stolt over, at jeg turde række ud og gøre arbejdet mentalt for at kunne rumme den livsforandrende beslutning, det er at gå i fertilitetsbehandling.

Jeg ville ønske, at klinikkerne og hospitalerne fortalte om disse muligheder for støtte og hjælp, da de (efter min subjektive holdning) ikke har kundskaberne eller overskuddet til at rumme alle de følelser, der opstår i sådan et forløb, og som skaber den stress, som bestemt ikke fremmer fertiliteten.  

Den største tak og taknemlighed til Thilde og hendes tilgang til det her vigtige emne!