Louises historie: Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn

Solomor med endometriose.

Efter mange år med mig selv i fokus nærmede de 40 år sig pludselig.

Da jeg ikke lige stod med en mand ved min side, måtte jeg revurdere min drøm om mand og børn - nu blev det til drømmen om at få et barn alene, og så måtte det med manden forhåbentlig komme senere!

I starten af 2017 gik jeg til læge og fik en henvisning til fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Desværre var der meget lang ventetid, og jeg kom først til konsultation i december samme år.

Da jeg har en kronisk sygdom, endometriose, ville Rigshospitalet gerne have, at jeg startede direkte med reagensglasbehandling (IVF) . I januar 2018 startede jeg mit første forsøg. Jeg følte, det var helt uvirkeligt, og jeg havde en vild gejst og en stor forhåbning om, at det hele nok skulle gå.

Men første forsøg gik desværre ikke, og jeg nåede ikke engang at få sat æg op - alle min æg var gået til i processen. Ret hurtigt startede jeg næste forsøg og samtidig med det andet forsøg, lavede jeg en instagramprofil @jegerenestående.

Jeg synes hele fertilitetsprocessen var frygtelig og havde brug for at dele det med nogen, der var i samme båd som mig. Det viste sig, at jeg absolut ikke var alene. Pludselig væltede det ind med beskeder fra andre, som var i samme skrækkelige situation som mig. Andre som også famlede sig frem i en verden, hvor man aldrig helt kunne vide, hvad der virkede og hvad, der bare er penge ud af vinduet. Men også en verden hvor folk virkelig støttede og heppede på en, selvom man overhovedet ikke kendte hinanden.

Hele 2018 gik med fire lange reagensglasforsøg, og ved udgangen af året var jeg helt ødelagt. I et år havde min krop været påvirket af hormoner, og jeg kunne pludselig ikke mærke, hvad der var godt eller dårligt for den.

Fire lange forsøg var alle endt med negativt resultat.

Ikke nok med at min krop var kørt helt i sænk, så var min psyke det jo også. Ved hvert forsøg kommer der et håb - men man tør alligevel ikke håbe for meget - for hvad nu hvis, man bliver skuffet igen. Men man bliver jo også nødt til at tro på det, for ellers lykkes det jo aldrig. Alt mit gode humør og energi var opbrugt.

Da vi gik ind i 2019 besluttede jeg at jeg måtte gøre noget andet. Jeg skulle først og fremmest finde en ny klink, da alle mine gratis forsøg på Riget var opbrugt.

Jeg blev nødt til at finde mig selv igen. Jeg kunne ikke blive ved med at køre i dette tempo. Jeg måtte ned i gear, og det var her, jeg første gang hørte om Thildes fertilitetshold.

Allerede efter første gang kunne jeg mærke, at mine skuldre faldt lidt ned.

Pludselig blev tirsdag aften, hvor vi mødtes, det frirum, jeg havde manglet. Vi var alle på holdet i samme båd, nedbrudte af håb, der var brast, tvivlende på om det nogensinde ville lykkes og ulykkelige over, at vores kroppe ikke gjorde det, vi ønskede allermest i hele verden. Da Thilde havde været det samme igennem, kunne hun guide og rådgive os på fantastisk vis.

Samtidig fandt jeg også en fertilitetsklink i min hjemby Fredericia. Her blev jeg også mødt med en ny og fantastisk energi. Et lille håb om, at hvis man ændrede lidt på hormonsammensætningen og lavede lidt ekstra tricks på ægget, så kunne det være, der ville ske noget. Men det bedste var, at lægen kiggede på mig til vores møde i januar og sagde, at hun syntes, jeg skulle tage en lille pause. Hun kunne mærke på mig, at jeg var kørt i sænk. Derfor anbefalede hun, at jeg skulle bruge de næste måneder på at komme tilbage til mig selv.

Så jeg tog hjem til København, begyndte at gå lange ture og lytte til min krop. Sove en masse og undgå stress i mit arbejde. Samtidig med at forløbet hos Thilde virkelig begyndte at kunne mærkes. Min krop føltes ikke længere som om, den hele tiden var i alarmberedskab. Nogle af øvelserne fra Thildes yoga begyndte jeg at lave om morgenen, og det gjorde noget godt for min krop. Efter hver møde med Thilde fandt jeg lige så stille tilbage til mit gamle jeg, det var så dejligt at mærke.

I påsken 2019 fik jeg lagt æg op for første gang på klinikken i Fredericia. Det var midt i påskeferien, og solen skinnede. Det føltes anderledes denne gang, men jeg viste ikke, om det var på grund af det nye sted, eller fordi min krop var anderledes. De 14 dages ventetid efter ægoplægning er altid skrækkelige, men de føltes virkelig anderledes i dette forsøg. På dag 13 kunne jeg ikke vente længere, og jeg tissede på den første test og en meget svag streg viste sig ved siden af kontrolstregen.

Dette var første gang, jeg nogensinde stod med en positiv graviditetstest. De efterfølgende dage tissede jeg på så mange tests, men kunne slet ikke forstå det.

I december 2019 kom min lille søn så til verden, og jeg har siddet og skrevet dette, mens jeg med den ene hånd holder ham i hånden, mens han ligger sødt og sover.