Amalies historie: Naturligt gravid under corona

på trods af endometriose og PCO

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, og jeg har altid ønsket mig at få dem tidligt. 

Så da jeg tilbage i 2016, som 24-årig, fik konstateret endometriose, vidste jeg, at projekt-baby ikke lå langt ude i fremtiden. 

Endometriose komplicerer ofte fertiliteten, så lægerne på Rigshospitalet anbefalede, at min kæreste og jeg søgte hjælp med baby-projektet med det samme og ikke kastede os ud i at prøve selv.

Trods lægernes anbefaling følte min kæreste og jeg dog et behov for at give det et skud selv, før vi søgte hjælp. Kompromisset blev 4 måneder.  4 måneder gik, men ingen menstruation kom, og vi søgte derfor hjælp på en fertilitetsklinik.

En skygge af mig selv 

Vi  gik i gang med vild spænding og fulde af forhåbninger. Jeg blev scannet, og lægen kunne konstatere, at jeg havde utrolig mange æg.  ”Med den ægreserve er du praktisk taget allerede gravid”, var beskeden, vi forlod klinikken med. Farlig (og dum) udmelding, men vi var LYKKELIGE og SÅ optimistiske på det forløb, der lå forude. 

Desværre skulle det vise sig, at de ”mange flotte æg” skulle blive vores største udfordring… Efter flere lange og udmattende hormonbehandlinger (i en periode stak jeg mig selv med hormoner hver dag i 2,5 måned uden nogen udvikling af æggene) stod det nemlig klart, at jeg også lider af den hormonforstyrrende sygdom PCO. 

Vi forstod nu, at kombinationen af endometriose og PCO, ville udfordre min æg-stimulation langt mere end først antaget. Efter flere afbrudte inseminationsforsøg (grundet enten over- eller understimulering), røg vi videre til IVF-behandling på Hillerød Hospital. 

Jeg var allerede på det her tidspunkt bare en skygge af mig selv. Alle de scanninger og bitte små håb, der hele tiden blevet revet fra en, ødelagde mig fuldstændigt. Vi startede IVF-behandlingen, men endnu engang ville kroppen bare ikke, som vi ville. 

Månederne gik og jeg blev mere og mere en slags isoleret fertilitets-robot, der kun have fokus på den næste scanning, den næste behandling, nye metoder og tips & tricks. 

Jeg havde en grundlæggende følelse af, at lægerne ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med mig. De kørte rutinen efter lærebogen uden helt at sætte sig ind i, hvem jeg var og hvilke udfordringer min krop havde. 

Det affødte en stor frustration hos mig, og jeg mistede en del tillid til lægerne. Jeg følte mig tabt i et system, der har alt for travlt til at tage udgangspunkt i den enkelte patient. 

Jeg udviklede derfor et stigende behov for at vinde kontrollen tilbage og tage fuld styring på mit eget forløb. Med fare for at lyde selvhøjtidelig, hvem kender så sin egen krop bedre end en selv? 

Jeg indså, at jeg var udmattet og rigtig trist faktisk. Det her baby-projekt var absolut alt jeg kunne fokusere på, og trods en fantastisk og omsorgsfuld kæreste – og ikke mindst venner og familie omkring mig - følte jeg mig så ENSOM. 

Min søster gjorde, hvad hun kunne for at hjælpe mig og præsenterede mig en dag for samtaleforløbet hos Thilde. Hun vidste, at jeg havde brug for at tale med nogle som virkelig forstod. 

Dødnervøs og rystende mødte jeg op hos Thilde – hunderæd for den sårbarhed, jeg nu skulle åbne op for. Thilde åbnede døren og mødte mig med sit brede smil og altomsluttende hjertevarme, og med ét  faldt jeg fuldstændig til ro. For første gang i mange måneder sænkede min skuldre sig, og al den sorg og frustration, som kan være svær at tale med kæreste og familie om, væltede ud af mig. 

Mine konsultationer med Thilde var altid noget, jeg så frem til. Hun lærte mig bl.a., at alle følelser er okay og ikke mindst udfordrede hun mig til at lave et personligt mantra. Et mantra, der gav mig så meget styrke, at jeg stadig fra tid til anden i dag minder mig selv om det.  

Men på trods af de mange værdifulde værktøjer, som Thildes sessioner gav mig, eliminerede det ikke følelsen af ensomhed. Jeg havde brug for et netværk – et søsterskab. Så jeg tilmeldte mig hendes yoga-hold.  

… og det var i sandhed det bedste jeg kunne gøre for mig selv. 

Fællesskabet med de andre seje kvinder, gav mig SÅ meget styrke og fælleskabsfølelse. Jeg fandt mig selv igen. Jeg lærte, at jeg ikke var alene.

Tirsdag eftermiddag blev min nye yndlingsdag, og det bedste jeg vidste ved timerne var, når vi skulle høre hinandens historier. Det var benhårde og hjerteskærende fortællinger, men det gav mig følelsen af, at ingen af os var alene. Vi havde hinanden og vi forstod hinanden.  

Uanset om du har forsøgt at blive mor i 5 år eller 6 måneder, er smerten lige ægte. Det er følelsen af kontroltab og uvished, der visner dig langsomt indefra. Det er en lukket klub som ingen rigtig vil være en del af. Men alle som befandt sig i det yogalokale hver tirsdag eftermiddag var en del af den klub og forstod hinandens smerte. Der var plads til alle følelser.

… men så kom corona 

Det blev februar 2020, og corona skulle vise sig at lure lige om hjørnet. Skæbnen ville dog, at min krop for første gang nogensinde artede sig til at få lagt et fryseæg op, dagen før hele Danmark lukkede ned. 

Thank God! 

Jeg var uendelig taknemmelig og følte mig SÅ heldig. Ikke et eneste sekund var jeg i tvivl om, at det var Thildes redskaber til ro og balance, som havde bragt mig så langt den dag. 

Desværre viste graviditetstesten negativ 14 dage senere. ØV! Det var utrolig nedslående. For første gang i halvandet år havde der været et håb, som nu var blevet revet væk igen. Og værst af det hele var, at alt behandling var nedlukket pga. pandemien. 

Heldigvis var Thilde nytænkende, og fortsatte yogaholdet online. Det var jeg hende meget taknemmelig for, da jeg ikke havde mange andre lyspunkter på det her tidspunkt. 

Men som ugerne gik, accepterede jeg mere og mere, at projekt-baby var sat på hold, og der skulle fokuseres på noget andet. Min kæreste og jeg vidste, at det var helt utænkeligt at prøve selv i denne venteperiode, da jeg aldrig har fået menstruation naturligt selv. 

Så vi fokuserede i stedet bare på at slappe af og gøre gode ting for os selv – for mig betød det bl.a. at nyde en masse god vin, nu hvor jeg ikke var i behandling længere ;-) Samtidig benyttede jeg mig af Thildes yoga og afslapningsøvelser, flere gange ugentligt. 

Det blev april og fertilitetsbehandlingen begyndte så småt at åbne igen. 

Yes, endelig! 

Vi var igen spændte og fyldt op med håb. Eller… det forsøgte jeg i hvert fald at bilde mig selv ind. Ærligt, så orkede jeg det SLET ikke igen. Men drømmen om familie holdt os kørende, og jeg startede derfor igen på pillerne, som skulle give mig menstruation. 

15 dage senere, var der stadig ingen menstruation kommet. Standardproceduren er, at man kommer til scanning og tager en graviditetstest, inden man starter på pillerne, hvilket jeg havde gjort, så hvorfor kom menstruationen ikke? 

Jeg følte mig så fjollet, men jeg tog alligevel en test igen – just in case. 

Jeg troede ikke mine egne øjne, men testen viste 2 RØDE STREGER! What!? Vi var helt i chok. Det sammen viste de ca. 20 efterfølgende tests. Det var et mirakel. Min krop formåede at gøre det umulige – at skabe et lille liv helt af sig selv (okay, med lidt hjælp fra kæresten også selvfølgelig ;-)). 

Vi var – og er den dag i dag, på månen af lykke. 

Lægerne forstår det stadig ikke, ej heller gør vi – jeg havde jo aldrig fået menstruation. Men ikke desto mindre sidder jeg i skrivende stund med tyk mave i 8. måned, helt lykkelig og fuld af forventning til januar, hvor vi venter vores lille pige. 

Jeg kan derfor ikke undsige mig at være corona evig taknemmelig for at tvinge os til at sætte tempoet lidt ned i en periode, hvor mit hoved og min krop simpelthen var på randen til at eksplodere af stress og udbrændthed. Dette kombineret med Thildes mange fantastiske redskaber til ro, selvindsigt, styrke og ikke mindst følelsen af fællesskab, har uden tvivl været vejen til min baby-lykke. 

Så bare TAK